Før det forsvinder - Karen Borch og Michael Abel
4. September til 18. december
FØR DET FORSVINDER
Karen Borch og Michael Abel
To kunstnere, to rum, ét spørgsmål
To kunstnere, to rum, ét spørgsmål: hvordan møder man det, der ikke kan holdes fast?
Det flygtige er et tema som mange kunstnere er optaget af – lyset der skifter, øjeblikket der allerede er ved at blive til noget andet, mens man forsøger at se det. Denne udstilling forener to kunstnere, der arbejder med samme spørgsmål, men svarer på det med hver deres praksis, hver deres materiale, hver deres logik.
Rum 1: At fastholde
I det ene rum søger Karen Borch nærvær gennem sine billeder med akvarel- og oliefarver – blomster, fugle, grene, blade, siv – malet direkte efter naturen. Hun prøver at fastholde det flygtige øjeblik og gøre det upåagtede synligt. Hendes praksis hører til stilleben-traditionen: den enkelte genstand, betragtet tæt og længe, indtil den viser noget, man ellers ville gå forbi. Glæden, som hun selv beskriver den, er at nå at male før lyset skifter – at vinde et kort kapløb med tiden og få lov at fastholde netop dét, der ellers ville være forsvundet, allerede inden man fik set det ordentligt.
Rum 2: At vise det, der ikke lader sig adskille
I det andet rum viser Michael Abel tolv fotografier af en ellemoses vandspejl, hvor spejlbillede, faldne blade og drivende pollen findes i samme flade, samme øjeblik – uden mulighed for at skille det ene fra det andet. Fotografierne er taget gennem et år, men de fortæller ikke en historie om årstidernes skiften eller naturens kredsløb i faser. I stedet viser hvert billede en form for sammenfoldet nutid: elletræets spejlbillede står stille i vandet, mens blade og grene er standset i deres langsomme synk, og pollen endnu ikke er faldet til ro, men driver som hvide prikker hen over overfladen. Alt sammen på én gang, i ét og samme tynde lag – uden horisont, uden fast holdepunkt for øjet, uden mulighed for at vælge kun at se det ene.
----------------------------
To svar, ét spørgsmål
Billederne i de to rum modsiger ikke hinanden – de belyser to forskellige måder at være til stede i naturen på: én, der insisterer på at komme tæt nok på til at fastholde et enkelt øjeblik, før det forsvinder; og én, der viser, at selv det mindste blad allerede er en del af noget større, noget der ikke lader sig isolere, uanset hvor tæt man kommer på.
Sammen peger de to udstillinger på, at nærvær ikke kun er ét blik, men flere – og at det flygtige netop derfor bliver ved med at give inspiration.
